DETOX DIG SMUK

		ØNSKER DU AT : - TABE DIG ENGANG FOR ALLE? - GENVINDE TILIDEN OG TROEN PÅ DIG? - SLIPPE OVERBEVISNINGER, DER IKKE LÆNGERE TJENER DIG? - FINDE OG LEVE EFTER DIT LIVSFORMÅL OG PASSION? - STYRKE DIN INTUITION OG INDRE STEMME? .  SLIPPE AF MED STRESS, APPELSINHUD, DELLER, KAMP, SYGDOMME, FRYGT OG BLOKERINGER? - VÆKKE DIN KREATIVITET? - HENGIVE DIG TIL GLÆDEN OG NYDELSEN TIL I LIVET FREMFOR OVERLEVELSE? - FÅ STØTTE TIL AT GIVE SLIP PÅ ALT DET DER IKKE TJENER DIG I DIT LIV OG DERMED LØFTE DIT BEVIDSTHEDS NIVEAU. - INDGÅ I DET MEST STØTTENDE OG KÆRLIGE KVINDE-FÆLLESSKAB SÅ ER DETOX DIG SMUK FORLØBET NOGET FOR DIG - UANDSET HVOR DU ER MED DIN KROP OG BEVIDSTHED I LIVET. Det er det bedste holistiske forløb, der findes på markedet, og det harmonerer RIGTIG godt med et forløb i terapi (se livskildeterapi.dk), da du slipper gamle mønstre og overbevisninger, der ikke længere tjener dig og får støtte til at vælge et liv, hvor du følger din passion og dit hjerte. Jeg har fulgt Ninkas Detox Dig Smuk over flere gange, og jeg er nu der, hvor jeg siger, at "jeg går til detox", fordi jeg oplever, at der er SÅ meget givende ved dette forløb, og jeg kommer altid lige et spadestik dybere, når jeg følger et nyt forløb, og så er der jo ikke nogle forløb, der er ens. Du kan læse om mine erfaringer i min gæsteblog på Detox Dig Smuk. Her fortæller jeg om mine erfaringer og deler ud af nogle konkrete råd. Det er sådan, at i hele december måned er der forskellige kvinder på detox, som gæsteblogger og fortæller om, hvad forløbet har betydet for dem:  Detox julekalender: Gæsteblog fra Maria Du kan læse mere om forløbet her: Detox Dig Smuk Detox dig smuk forløbet, Online på 12 uger er en kærlighedsgave TIL DIG. Du får på de 12 uger vist, hvordan du på en holistisk måde får renset din krop for ophobede giftstoffer, stress, sygdomme og blokeringer. Du lærer samtidig, hvordan du hengiver dig til livet, til nydelse, tillid, frihed og et liv i samklang med naturen. DU TILMELDER DIG HER Glæd dig til at starte det nye år med at slippe alt det, der ikke tjener dig mere og gør det, du har længtes efter i mange år, og som skaber glæde, nydelse og flow i dit liv. Følg dit hjertes længsel og din passion.

Ninkas fiber-romkugler

På Ninkas "Detox Dig Smuk" forløb indtager vi fibre hver dag (ud over dem man får i sin mad). Det kan f.eks. være HUSK, kværnede hørfrø, hybenpulver og kværnede chiafrø. Fibrene blandes med vand, citron og fiskeolie. Jeg drikker sådan et før morgen- og aftensmad. 

Men indimellem bliver det lidt ensformigt, og så laver jeg Ninkas fiber-romkugler, som jeg varierer på forskellige måder, så måske er der efterhånden tale om Marias fiber-romkugler :) Her er i hvert fald en variation, som jeg selv er MEGET begejstret for, og som fungerer fint for mig, hvis jeg får lyst til noget sødt, hvilket kommer lidt ekstra meget over en her i december måned :) - Detox Dig Smuk kan du læse mere om her: 

DETOX DIG SMUK

Håber du også kan lide dem, og husk det kan varieres med dine yngdlings-ingredienser. De kan spises på alle tidspunkter af døgnet :)

Ca. 25-30 stk.

7 spsk kokosolie
8 spsk. kakao pulver

6 scoops protein pulver

5 spsk kokosmel

5 spsk mandelmel

150 g. fibersirup

75 g fibre, jeg brugte kværnede chiafrø

3 spsk hvedgræs eller havtorn

1 spsk maca pulver

1 brev grøn the Ekstrakt

3 tsk vanilje pulver
Et nip havsalt
Et godt drys kardemomme (2-3 tsk)
Steviadråber efter smag
Romaroma efter smag (jeg brugte Dr. Oetkers, men der findes flere variationer)
Evt. lidt kaffe

Sådan gør du:  Bland alle ingredienserne til en fast samlet masse.  Smag eventuelt til med ekstra fibersirup og rom essens. Form små kugler af massen og rul dem i kokos-flager. 

Opbevar kuglerne i køleskabet og brug dem som superfood, morgenmad til sultne børn og travle forældre, som hjælp til sukkerafvænning eller som et alternativ fremfor de mange jule-småkager her i december.

Ninkas fiber-romkugler


LÆS også gerne min gæsteblog her i December på Ninkas detox

Luk munden på den indre dommer

Er andre mennesker grænseoverskridende eller er det dig, der er grænseløs? Det spørgsmål stiller jeg mig selv, hver gang jeg oplever en adfærd fra andre, som jeg ikke bryder mig om. Det er et vigtigt spørgsmål at stille og anvender vi spørgsmålet konstruktivt, så kan det være utrolig befriende at stille sig selv det spørgsmål, idet det åbner op for at tage ansvar og handle aktivt.

Jeg kan ikke ændre andres adfærd, men jeg kan ændre min egen. Jeg kan tage ansvar for, hvordan jeg reagerer, når jeg bliver udsat for adfærd, jeg ikke bryder mig om. Jeg kan tage ansvar for at stå op for mig selv. Og jeg kan magten og ansvaret for at beskytte mig tilbage. Det er ikke andres job at passe på mig. Det er mit job. Det er mit job at stå op for mig selv. Det er mit job at sætte grænser, og det er mit jo at gøre opmærksom på, hvad jeg kan lide, og hvad jeg ikke kan lide.

Derfor slipper jeg også bebrejdelserne og vreden mod andre. Den kan jeg ikke bruge til noget. På samme måde kan jeg heller ikke bruge det til noget at komme efter mig selv. Jeg siger farvel til den selv-kritiske stemme indeni mig. Jeg kan ikke bruge den til noget. I stedet giver jeg plads til den selv-kærlige stemme, som er støttende, bekræftende og løfter min energi.

Samtidig er der et meget interessant aspekt i alt dette, som er i tråd med det andet, for hvad handler det ofte om, når vi bliver såret af andre ord? Jeg vælger, hvordan jeg vil modtage de ord, der bliver sagt til mig. Det er ikke andres job at såre mig. Det er mit!

Så når jeg bliver såret, så handler det om, at jeg vælger at aktivere min indre kritiker og dermed give den anden ret i sine ord, og derved kommer ordene til at virke MEGET stærkere end de behøvede at virke. Hvis jeg i stedet valgte at lytte til ordene fra et selv-kærligt sted, så ville de ikke virke så stærkt på mig, og så kan jeg give den anden den plads, som hun/han søger. 

Så det handler ikke kun om at kunne stå op for sig selv og sætte grænser. Men det i lige så høj grad handler om at kunne adskille sig fra den anden, samtidig med, at man er lyttende. Alt det, vi siger til andre er først og fremmest en projektion af vores eget indre. Det vi ser i andre, har vi også iboende i os selv.

Mit ønske og håb for andre og først og fremmest for mig selv. At lukker munden på vores indre dommer. At vi stopper med at dømme os selv og vores omgivelser.

Giv plads til selv-kærligheden og vi vil også kigge meget kærligere på verden omkring os.

Vild med Kim Larsen, kys til gode og jantelov

Altså jeg var temmelig vild med Kim i forvejen. Der er så mange minder forbundet til hans musik (blandt andet mit første kys), men efter at have været i stue med ham hele aftenen. Ja, så er jeg kun endnu mere vild med ham.
Der er altså noget over den mand, der går lige i hjerte på mig, hvilket jeg utvivlsomt deler med en del danskere. Så sent som her i sommers, måtte man på Skanderborg Festival kortvarig afbryde koncerten med han pga. for mange gæster. Smukfest havde ganske enkelt undervurderet Kim Larsens popularitet og evnen til at trække mennesker til sin koncert.

Og hvordan hulle er det så muligt? Kim Larsen har efterhånden været folkeeje i en menneskealder, og jeg har endnu ikke oplevet en koncert med ham, hvor vi ikke stod som sild i en tønde. Og her i aften havde DR2 viet tema-lørdag til at hylde Kim Larsen plus det er væltet ind med lykønskninger i anledning af hans 70 års fødselsdag på alle sociale medier.
Indeni mig bliver ordet snobberi ved med at tone frem... Smukfest er ikke de første, der har oplevet at undervurdere Danmarks absolut ukronede drengerøv nr. 1.
Da Kim Larsen i 1973 (året, hvor jeg er født - kan ikke være helt tilfældigt. Slet ikke, når sangen "Maria" er med på albummet) udkom med debutalbummet "Værsgo"V, som er hans første soloalbum; ja, så var det ikke med den store opbakning fra de øvrige Gasolin-medlemmer. De havde alle indvilliget i, at han producerede et album med egne senge, men der var ingen af dem, der troede, at det ville blive den store succes. De andre medlemmer synes teksterne og musikken var for banale, for enkle og naive. Og især Franz Beckerlee udtalte sig nærmest nedladende om den stil og tradition, som Kim Larsen sang ud fra.
I følge Stig Møller, som indimellem besøgte Gasolins studie havde Kim Larsen nærmest en position som det sorte får i bandet. Ham de andre synes indimellem blev lidt for kæphøj og derfor skulle holdes nede, for i deres verden kunne han jo ikke noget særligt. I min optik er det et slående udtryk for, at mennesker generelt har en tendens til at ville undertrykke det, der er anderledes. Og også et eksempel på, når det geniale bliver undervurderet.

Og her bliver det interessant for mig (og sikkert også mange andre), for jeg kender RIGTIG meget fornemmelsen af at føle mig udenfor flokken og blive undervurderet. Og der er heller ingen tvivl om, at jeg mange gange også har været udenfor. Jeg har en skøn veninde, som kommer fra Syd-Afrika, og hun havde ikke været sammen med mange gange, før hun sagde, at jeg slet ikke passede ind i den danske kultur. Og hun har fuldstændig ret. Jeg er for snakkende, for ærlig, for sensitiv, for direkte, frembrusende og ikke mindst, så er jeg rigtig god til at fremhæve mine evner og kvaliteter. Jeg sætter på ingen måde mit lys under en skæppe. Og især det sidste får man ufattelig mange tæsk for, når man bor i jantelovens højborg.
Og jeg tænker, det er det samme med Kim Larsen. Du kan ikke være meget kontroversiel, direkte, ærlig og højtråbende uden at det tænder nogle følelser hos andre. Jeg dur ikke til at være strategisk. Jeg er ALT for ærlig og ALT for let at læse, og jeg tror, det er noget af det samme med Kim Larsen. Derfor har han også i mange år ligget i direkte krig med pressen. Han gider ikke forstillelse, og han har aldrig været til salg. Jeg ved, at han er blevet tilbudt millioner for en Gasolin-koncert, men han vil ikke. Kim Larsen kan ikke købes. Heller ikke den gang, han ikke havde til dagen og vejen. Han har heller aldrig deltaget i en reklame eller været sponsoreret af nogen. Det har jeg mega-stor respekt for.

Der er så mange i dag, der bliver korrumperet af den verden, vi lever i, hvor det er magt, penge og berømmelse, der styrer, og hvor det er de mennesker, der er allermest strategiske og udspekulerede, der bliver belønnet. Her er jeg fuldstændig vild med den integritet og ærlighed, som Kim Larsen kommer med. Han forsøger ikke at please nogen, og han forsøger ikke at være noget, han ikke er.

Derudover elsker jeg Kim Larsen for hans store hjerte for samfundets svageste. Kim Larsen ved, hvordan det er at komme fra så små kår, at man indimellem blev nødt til at pantsætte symaskinen og leksikonet for at få det hele til at hænge sammen. Og denne baggrund fornægter sig heldigvis ikke. Han har gennem hele sin karriere givet de fattige, eksistensløse og svage i samfundet en stemme.

Jeg hørte en gang en historie om, at han som ung lod skæve eksistenser overnatte i sin lejlighed på Christianshavn, og mange af dem har han jog også portrætteret i sine sange: "Nanna", "Køb Bananer", "Pilli Villi", "Dem, de andre ikke må lege med" osv.
Og jeg er fuldstændig enig med ham, når han i lørdaghjørnet (fra 1985) udtaler "En regering skal være til for at beskytte og hjælpe de svage. De stærke skal nok klare sig selv". Godt Brølt!
Jeg ved også, at han i 2003 takkede "nej" til at modtage Statens Kunstfonds livsvarige ydelse med den begrundelse, at andre måtte have mere brug for pengene. Det synes jeg også er meget prisværdigt, og jeg undre mig faktisk over, at der ikke er flere af de stinkende rige kunstnere i dagens Danmark, der takker "nej", men er så er vi tilbage til det korrumperede.

Til sidst er jeg nødt til at nævne, at Kim Larsen og hans sange repræsentere en tid, som jeg ofte ville ønske stadig fandtes. En tid, hvor pengene måske var små, men til gengæld var idealerne store. Man ønskede et mere ligestillet samfund, gjorde oprør mod samfundets normer og mod elitær finkultur. De var en eksperimenterende tid og folk organiserede sig i diverse kollektiver/grupper. Der var en samhørighed og en solidaritet, som jeg savner i dag. Og så var der en rebelskhed og oprørskhed, som jeg ville ønske, vi så mere af i dag. Der var ikke så meget politisk korrekthed. Og derfor kan jeg ikke lade være med at sidde og synes, det er herligt, når Kim Larsen insisterer på at få lov til at ryge og drikke øl under interviews. Igen handler det for mig om, at han er tro mod sig selv og sit ophav, men også kompromisløsheden, den uimponerede holdning over for autoriteter og bureaukratisk idioti hylder jeg. Og så tænker jeg også, at han er en stor livsnyder, hvilket er super-inspirerende. At gøre det, der giver en glæde og nydelse, må være det allervigtigste i livet.

Og de af jeg, som ved, hvilken helsefreak jeg er, vil sikkert undrer jer i forhold til rygningen, men jeg er også rebelsk, spontan, hader politisk korrekthed og jeg har heldigvis også bevaret min indre oprørskhed - og så er det jo fantastisk at have en mand som Kim Larsen at spejle sig i.

Så stort HURRA for Danmarks største og dejligste kæft (har for øvrigt et kys til gode, som jeg blev truet med for 20 år siden). Og et varmt tak for musikken, som er unik, genial, folkelig, rammende, festlig, lækker, poetisk og meget mere. Den stopper jeg aldrig med at lytte til.

Venskab og manifestation

Jeg ved ikke præcis, hvordan jeg gjorde det? Men det er lykkedes mig at manifestere min skønne veninde tæt på mig, således hun nu bor fem min. fra mig... Jubiiiiii.... Jeg indrømmer blankt, at det har været et inderlig ønske hos mig i de 8 år, vi har kendt hinanden.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, vi har gået tur sammen. I flere år gik vi laaaange gåture hver aften, hvor vi kunne snakke sammen i timevis om ALT. Og jeg mener vitterlig ALT. Vi kendte hinandens liv ned til hver enkel lille detalje. Lige fra, hvad vi vejede, hvem vi datede, hvad vi havde fået til aftensmad mm. Vi var i den grad aktive deltagere i hinandens liv.
Hver morgen startede selvfølgelig også med, at vi lige ringede sammen og indviede hinanden i, hvordan vi havde sovet, hvad vi havde drømt, spist til morgenmad mm.
Uden at vi tænkte så meget over det, så blev det at snakke sammen flere gange om dagen til helt naturlige hverdags-ritualer.
Vi snakkede ofte om, hvor heldige vi var at have hinanden, hvor unikt vores venskab var, og at vi var dybt taknemmelig for at have mødt hinanden. Et møde der også i sig selv var ret speciel, idet vi mødte hinanden til en dating-fest (så kvinder, hvis drømme-manden ikke er der, så er drømme-veninden der måske)

Det eneste, der manglede for at fuldende billedet af verdens bedste venskab var, at vi boede i samme by. Det var sådan, at vi boede med 45 min. afstand. Derfor foregik størstedelen af vores gåture også via telefonen. Vi gik tur med hinanden - men i hver sin by.

Vi snakkede ofte om, hvor fantastisk, det kunne være, hvis vi boede i samme by, så kunne vi ses oftere, flere gåture og fælles aktiviteter. Ja, det var det ultimative drømme-scenarie.

Og nu kommer det... Historien, der viser, at jeg har en HELT enestående evne til at manifestere.

Den lykkelige historie begyndte for knap et år siden, hvor jeg bliver ringet op af min veninde, der glædestrålende fortæller, at hun har mødt manden i sit liv. Det i sig selv er jo ret fantastisk, MEN det bliver først RIGTIG lykkeligt, da hun spørger mig, om jeg kan gætte, hvor han bor? Det viser sig, at denne fantastiske mand bor kun 5 fem. fra mig :D
Kan I nu gætte, hvem der ikke kun bakkede op, men også heppede dagligt på dette forhold? Jep, jeg var hende, der stod ude på sidelinjen og råbte "HE IS A KEEPER" med hænder højt hævet og et stort smil på læberne. Heldigvis kunne jeg sige det med hjertet på rette sted, for min veninde og hendes kæreste udgør virkelig det perfekte par. Sjældent har jeg mødt nogle, der er så glade og kærlige sammen. Jeg bliver varm om hjertet, hver gang jeg er sammen med dem.

Og for nylig skete der så det, som jeg har drømt om i 8 år. Min veninde flyttede ind hos sin kæreste fem min. fra mig.
Så telefonen er nu blevet udskiftet med spontane møder, masser af middage, gåture mm. Så sent som i dag har vi gået laaaang tur, badet i søen og tage en masse smukke efterårsbilleder af skoven.

Jeg er en meget taknemmelig veninde og det at manifestere har fået en HELT ny betydning indeni mig. Drømme går i opfyldelse, når vi ønsker det inderligt nok og tror på det.

Piiiiiiinlig indrømmelse...Og ARRGGHHH....

Er penge egentlig en af de få tabuer, vi har tilbage i DK? Det er sjældent, vi deler, hvad vi tjener, og hvad vi har i værdier.. Hvad mon det handler om? Er nysgerrig på mine overbevisninger omkring penge - både mine egne og andres? Og må erkende, at det HELT sikker er grænse-overskridende for mig at poste dette indlæg og disse billeder, som jeg så samtidig må erkende, jeg havde meget sjov med at lave :D
LÆS, SPEJL og kommenter gerne :)

Jeg er overbevist om, at der er en læring i ALT, og i dag var det en læring, der kostede mig et større beløb i dag. Det vil jeg vende tilbage til lige om lidt.

Da jeg var fattig studerende i Aalborg for knap 20 år siden, besluttede jeg mig for at holde orlov, da jeg skulle i gang med mit 3 år. Jeg var kørt lidt træt i studiet (læste dansk på Aalborg Universitet) og var stødt ind i en gammel barndomsveninde, som læste økonomi på Aarhus Universitet. Hun trængte også til en pause, så vi blev hurtige enige om, at vi skulle da ud og rejse samme,

Det eneste vi manglede for at komme afsted var penge. Derfor besluttede vi, at vi skulle arbejde fra august-november og tjene penge til turen, så vi havde nok til at rejse med rygsæk i et halvt år. Jeg var så heldig, at jeg allerede havde et godt job som phoner (den gang var det en drøm at arbejde i telemarketing, da det var et forholdsvis nyt koncept i DK) hos Sonofon, men det var ikke nok, hvis jeg skulle optjene det beløb, jeg drømte om. Derfor fik jeg også et lærer-vikariat plus et rengørings-job.
Jeg havde altså tre jobs, og jeg knoklede. I de måneder arbejdede jeg vitterlig morgen-middag-aften og indimellem også nat. Men jeg holdt ud, fordi jeg havde et mål, og det var en overskuelig periode.
Jeg endte da også med at tjene de penge ind, som jeg havde drømt om og mere til, og min veninde og jeg kunne glad drage afsted til Syd-Amerika, hvor vi oplevede ubeskrivelig meget (her er til mange blogs).

Nå, men alt har en ende og fyldt med nye oplevelser i bagagen var jeg tilbage i DK og var klar til at påbegynde 3 år på mit studie, da regningen dumper ind af brevsprækken GISP!! Det var det vildeste slag. Jeg skulle betale 32.000 kr. tilbage af de penge, som jeg havde knoklet for i efteråret. Jeg måtte ikke tjene så meget, fordi jeg det første halve år (jan-juli) havde modtaget SU. Jeg var vitterlig chokeret. Dybt chokeret! 32.000 kr. var RIGTIG RIGTIG mange penge for mig som studerende, der stadig manglede 3 år af mit studie og derfor godt vidste, at jeg ikke kom til at tjene penge foreløbig.

Jeg kan huske, at jeg ringede grædende og hulkende til min far, som intet kunne gøre, andet end at hjælpe mig med at få kontaktet SU og få lavet en afdragsordning. Men jeg mindes stadig, hvor uretfærdig, jeg følte, det var, at jeg, der havde knoklet og arbejdet hårdt for de penge nu blev tvunget til at betale tilbage. Jeg oplevede systemet SÅ uretfærdigt, og jeg følte mig i den grad snydt.

Og hvad er så læringen?

Ja, så er vi tilbage til dags dato, hvor jeg undrer mig over, at jeg ikke har fået udbetalt den ekstraordinære børne-ydelse, som man er berettiget til, når man er enlig forsørger. Jeg har tidligere på mdr. skrevet til Udbetaling DK, at jeg fortsat er enlig forsørger og regner derfor med, at de er orienteret. Da jeg så i dag ringer til dem, viser det sig, at det ikke er nok med den mail, jeg har sendt. Nej, jeg skulle også have udfyldt et ansøgningsskema, hvilket jeg jo ikke troede var en nødvendighed, idet børnene tidligere har boet hos mig og kun i en kort periode har været hos deres far.

Og det skal lige siges, at selv om de ekstraordinære børnepenge. måske ikke er så meget i forhold til de 32.000 kr. så er det stadig mange penge i min verden... Og jeg kan desværre ikke give andre ansvaret for, at jeg lige nu står og mangler de penge, selv om det kan være fristende ;) Og jeg er altså ikke mere i 20'erne, som da jeg studerede på universet, så jeg kan heller ikke bruge ungdommelig uvidenhed som undskyldning.

Så hvad skal jeg lære her? Ja, det har jeg funderet over, siden min knap så opmuntrende kontakt med Udbetaling DK, og mit svar er, at jeg skal tage tyrene ved hornene (i stedet for frustrerende råb, hvilket indrømmet var min første impuls). Læse min digitale post. Sørge for at dobbelt-tjekke, hvis jeg er i det mindste i tvivl om noget. Være mere grundig med alle de der officielle dokumenter, der følger med, når man er voksen og følsom. Jeg har helt sikker ofte sprunget over, hvor gærdet er lavest, fordi jeg har tænkt "åh, det er SÅ uoverskueligt og kedeligt"! OG det dur bare ikke. Jeg bliver ansvarsløs på en måde, hvor jeg saboterer mig selv.
Og det er vel egentlig bare det, universet forsøger at fortælle mig. Og i sidste ende er det vel egen-omsorg, når man tager ansvar i ALLE livets henseender - også dem, der ikke umiddelbart virker spændende og appellerende!

Så jeg byder hermed den nye side af mig velkommen, hende der elsker økonomi, digital post, konotudtog, at have styr på ALLE officielle dokumenter, styr på pension, forsikring, børnepenge, lønsedler, renter, boliglån mm. Jubiiii.. jeg er allerede fuldstændig vild med denne side af mig, der tager ansvar og tiltrækker penge ;)

Og så har jeg lyst til at spørge. Er der steder i dit liv, hvor du ikke tager ansvar? Hvor du springer over, hvor gærdet er lavest? Og hvor du gerne vil være mere ansvarlig og opmærksom?
Jeg tror, vi alle har sådanne sider, men det kan være svært at erkende/indrømme, da vi jo grundlæggende gerne vil virke super-tjekkede i ALLE livets henseender.

Del MEGET gerne dine tanker og egne erfaringer omkring ansvar. Og om det at blive fuldstændig voksen og skulle forholde sig til alle der der kedelige.. UPS spændende, givende og sjove dokumenter og papirer fra diverse offentlige og private instanser ;)

All love begins with self-love

Kan ord, der sårer dig og efterlader dig med en følelse af svigt senere vise sig at være en gave?

Dette spørgsmål rumsterede i mig, efter jeg havde snakket i telefon med en fremmede. Udgangspunktet for samtalen var noget praktisk omkring en bolig, men efterhånden som snakken skrider frem, så begynder denne for mig ukendte mand at indvie mig mere og mere i sin livshistorie.

Dette er der for mig ikke noget udsædvanligt i. Siden jeg var helt ung, ja nærmest stadig et barn, har folk altid haft utrolig let ved at betro sig til mig, og det har altid føltes meget naturligt for mig at lægge øre til. Jeg har selv en fornemmelse af at evnen til at lytte anerkendende og forstående til andres historie er noget, jeg har fået ind med modermælken. Når jeg er i kontakt med et menneske, så er det som om, jeg mærker vedkommende med hver enkelt celle i min krop, og jeg retter alle mine antenner ind på at give den anden lige netop det han/hun har brug for. Det sker ofte så hurtigt, at jeg ikke altid selv når at registrere det - først bagefter mærker jeg det - ofte som en træthed i kroppen. En træthed, der kommer af, at jeg i samtalen rettede alt min energi ind på at mærke, hjælpe og støtte den anden. Men også en glæde, fordi jeg kan se, at jeg har løftet den person, som jeg var i kontakt med.

Det at mærke andre mennesker så meget, som jeg gør, er ofte noget, der følger med et sensitivt sind. Og jeg ser det først og fremmest som en gave. Det gør mig varm om hjertet, at jeg kan møde mine medmennesker med et fuldstændig åbent sind og SE dem der, hvor de ikke er blevet set før. Men det står også i dag lysende klart for mig, at når man er udstyret med et sensitivt sind som jeg er, så er jeg også nødt til at passe ekstra godt på mig selv. Det har taget mig mange år at lære, og det er noget, der hele tiden kræver min fulde fokus, for ellers kommer jeg til at fylde mig selv op med for meget. Men hvor gerne, jeg end ville, så kan jeg ikke tage alles livshistorier ind, og jeg kan ikke hjælpe alle mennesker her på jorden, så ville jeg slide mig selv fuldstændig op, hvilket jeg i perioder har været tæt på, og det er livet for kort til. Jeg vil gerne være en god mor, en god datter, en god lærer og en god terapeut; og så er jeg indimellem nødt til at sige fra, når fremmede banker på og gerne vil have mig som deres nærmest fortrolige, som det skete i dag i telefonen.

Og så er vi også tilbage ved det spørgsmål, som jeg indledte med: ”Kan ord, der sårer dig og efterlader dig med en følelse af svigt senere vise sig at være en gave?” Inden jeg svarer på det, med den erfaring, jeg sidder med i dag, vil jeg understrege, at grundlæggende tror jeg ikke på, at andre kan såre dig. Vi sårer os selv, fordi vi vælger at optage ordene på en måde, der gør ondt indeni os. Ofte handler det om, at ordene ryger ind i os og rammer gamle ubearbejdet smerte og/eller sorg. Derfor kan andres ord virke utrolig sårende, men det er måden, vi vælger at tage imod dem, der gør ondt. Ikke ordene. Alt er projektioner. Vi kan ikke se noget i andre, som vi ikke kan genkende i os selv. Fordømmer vi andre, så handler det om, at vi fordømmer os selv samme sted, som vi fordømmer dem - ofte fordi de repræsentere det smertefulde sted indeni os.

Så da jeg for knap 9 år siden blev såret af ord sagt af mine nærmeste veninder. Ja, så var det ikke veninderne, der sårede mig. Jeg lod mig såre af deres ord, og i dag ved jeg godt hvorfor. Jeg var på det tidspunkt nyskilt og i dyb krise over min skilsmisse. For første gang i mit liv havde jeg SÅ meget brug for, at der var nogen, der lyttede til mig. Nogen jeg kunne græde ud ved og betro mig til. Men begge disse veninder siger, at de ikke magter at lytte til min sorg og ked-af-det-hed. Min store tristhed over min skilsmisse aktiverede noget indeni dem, der gjorde ondt, og de satte begge ord på, at det var for smertefuld for dem at lytte til mig.

På det tidspunkt i mit liv var det den ultimative afvisning. Jeg var nærmest i chok, da de sagde fra overfor at lytte til mig. Chokeret over at blive efterladt alene det sted, hvor det gjorde allermest ondt, men også chokeret over, at man sådan kunne sige fra??? Det havde jeg aldrig selv overvejet som en mulighed. Når veninder kom og betroede sig til mig. Ja, så var jeg hende, der altid stod klar med åbne arme - også selv om mine nyfødte tvillinger havde skreget hele natten, eller jeg havde skændtes med min mand. Jeg ikke så meget, som overvejede, at jeg kunne sige ”nej”. Det var nærmest et helt ukendt ord for mig. Ja, selv om nybagte udmattede tvillingeforældre åbnede min daværende mand og jeg vores hjem, da en veninde gik fra sin kæreste og manglede et sted at bo.
Dengang gjorde jeg det, som det mest naturlige i verden, for man siger da ikke nej til ens omgivelser, når de har brug for ens hjælp. Det ville da være ondt… I dag ser jeg anderledes på det. I dag tænker jeg, at det kan være noget af det allermest kærlige at gøre - både overfor ens omgivelser og overfor sig selv. Der er stor stor selv-kærlighed i at kunne sige NEJ. Og derfor var det en gave til mig dengang mine veninder sagde fra overfor mig. De lærte mig, at det er ok at sige nej. At det er ok at mærke sine grænser og stå ved dem.

I det øjeblik for ni år siden kunne jeg ikke se det, men det kan jeg i dag, og jeg takker dem af hjertet; for det var deres rungende nej, jeg havde i tankerne, da jeg i dag afbrød samtalen med den fremmede mand, der så gerne ville betro mig sin livshistorie. Og jeg havde det rigtig godt bagefter. Jeg kunne mærke, at jeg stod op for mig. Og jeg kunne mærke, at jeg var fuldstændig ok med ham. Jeg havde ikke ladet ham træde ind over min grænse.
Og det er lige præcis det, jeg tænker, der vi ske, hvis vi alle begynder at melde ærligt og autentisk ud. Vi bliver ikke så irriterede og begynder at komme efter hinanden, for ofte handler irritation om, at vi ikke fik sagt fra, ikke stod op for os selv eller lod vores grænse overskride.

Derfor ønsker jeg, at vi alle står ved os selv - men på en kærlig og autentisk måde, for grundlæggende tror jeg på, at vi alle ønsker og har brug for samhørighed, fællesskab, nærhed og kærlighed. Og jo mere vi passer på os selv, jo mere har vi at give ud til verden heart emoticon heart emoticon heart emoticon