All love begins with self-love

Kan ord, der sårer dig og efterlader dig med en følelse af svigt senere vise sig at være en gave?

Dette spørgsmål rumsterede i mig, efter jeg havde snakket i telefon med en fremmede. Udgangspunktet for samtalen var noget praktisk omkring en bolig, men efterhånden som snakken skrider frem, så begynder denne for mig ukendte mand at indvie mig mere og mere i sin livshistorie.

Dette er der for mig ikke noget udsædvanligt i. Siden jeg var helt ung, ja nærmest stadig et barn, har folk altid haft utrolig let ved at betro sig til mig, og det har altid føltes meget naturligt for mig at lægge øre til. Jeg har selv en fornemmelse af at evnen til at lytte anerkendende og forstående til andres historie er noget, jeg har fået ind med modermælken. Når jeg er i kontakt med et menneske, så er det som om, jeg mærker vedkommende med hver enkelt celle i min krop, og jeg retter alle mine antenner ind på at give den anden lige netop det han/hun har brug for. Det sker ofte så hurtigt, at jeg ikke altid selv når at registrere det - først bagefter mærker jeg det - ofte som en træthed i kroppen. En træthed, der kommer af, at jeg i samtalen rettede alt min energi ind på at mærke, hjælpe og støtte den anden. Men også en glæde, fordi jeg kan se, at jeg har løftet den person, som jeg var i kontakt med.

Det at mærke andre mennesker så meget, som jeg gør, er ofte noget, der følger med et sensitivt sind. Og jeg ser det først og fremmest som en gave. Det gør mig varm om hjertet, at jeg kan møde mine medmennesker med et fuldstændig åbent sind og SE dem der, hvor de ikke er blevet set før. Men det står også i dag lysende klart for mig, at når man er udstyret med et sensitivt sind som jeg er, så er jeg også nødt til at passe ekstra godt på mig selv. Det har taget mig mange år at lære, og det er noget, der hele tiden kræver min fulde fokus, for ellers kommer jeg til at fylde mig selv op med for meget. Men hvor gerne, jeg end ville, så kan jeg ikke tage alles livshistorier ind, og jeg kan ikke hjælpe alle mennesker her på jorden, så ville jeg slide mig selv fuldstændig op, hvilket jeg i perioder har været tæt på, og det er livet for kort til. Jeg vil gerne være en god mor, en god datter, en god lærer og en god terapeut; og så er jeg indimellem nødt til at sige fra, når fremmede banker på og gerne vil have mig som deres nærmest fortrolige, som det skete i dag i telefonen.

Og så er vi også tilbage ved det spørgsmål, som jeg indledte med: ”Kan ord, der sårer dig og efterlader dig med en følelse af svigt senere vise sig at være en gave?” Inden jeg svarer på det, med den erfaring, jeg sidder med i dag, vil jeg understrege, at grundlæggende tror jeg ikke på, at andre kan såre dig. Vi sårer os selv, fordi vi vælger at optage ordene på en måde, der gør ondt indeni os. Ofte handler det om, at ordene ryger ind i os og rammer gamle ubearbejdet smerte og/eller sorg. Derfor kan andres ord virke utrolig sårende, men det er måden, vi vælger at tage imod dem, der gør ondt. Ikke ordene. Alt er projektioner. Vi kan ikke se noget i andre, som vi ikke kan genkende i os selv. Fordømmer vi andre, så handler det om, at vi fordømmer os selv samme sted, som vi fordømmer dem - ofte fordi de repræsentere det smertefulde sted indeni os.

Så da jeg for knap 9 år siden blev såret af ord sagt af mine nærmeste veninder. Ja, så var det ikke veninderne, der sårede mig. Jeg lod mig såre af deres ord, og i dag ved jeg godt hvorfor. Jeg var på det tidspunkt nyskilt og i dyb krise over min skilsmisse. For første gang i mit liv havde jeg SÅ meget brug for, at der var nogen, der lyttede til mig. Nogen jeg kunne græde ud ved og betro mig til. Men begge disse veninder siger, at de ikke magter at lytte til min sorg og ked-af-det-hed. Min store tristhed over min skilsmisse aktiverede noget indeni dem, der gjorde ondt, og de satte begge ord på, at det var for smertefuld for dem at lytte til mig.

På det tidspunkt i mit liv var det den ultimative afvisning. Jeg var nærmest i chok, da de sagde fra overfor at lytte til mig. Chokeret over at blive efterladt alene det sted, hvor det gjorde allermest ondt, men også chokeret over, at man sådan kunne sige fra??? Det havde jeg aldrig selv overvejet som en mulighed. Når veninder kom og betroede sig til mig. Ja, så var jeg hende, der altid stod klar med åbne arme - også selv om mine nyfødte tvillinger havde skreget hele natten, eller jeg havde skændtes med min mand. Jeg ikke så meget, som overvejede, at jeg kunne sige ”nej”. Det var nærmest et helt ukendt ord for mig. Ja, selv om nybagte udmattede tvillingeforældre åbnede min daværende mand og jeg vores hjem, da en veninde gik fra sin kæreste og manglede et sted at bo.
Dengang gjorde jeg det, som det mest naturlige i verden, for man siger da ikke nej til ens omgivelser, når de har brug for ens hjælp. Det ville da være ondt… I dag ser jeg anderledes på det. I dag tænker jeg, at det kan være noget af det allermest kærlige at gøre - både overfor ens omgivelser og overfor sig selv. Der er stor stor selv-kærlighed i at kunne sige NEJ. Og derfor var det en gave til mig dengang mine veninder sagde fra overfor mig. De lærte mig, at det er ok at sige nej. At det er ok at mærke sine grænser og stå ved dem.

I det øjeblik for ni år siden kunne jeg ikke se det, men det kan jeg i dag, og jeg takker dem af hjertet; for det var deres rungende nej, jeg havde i tankerne, da jeg i dag afbrød samtalen med den fremmede mand, der så gerne ville betro mig sin livshistorie. Og jeg havde det rigtig godt bagefter. Jeg kunne mærke, at jeg stod op for mig. Og jeg kunne mærke, at jeg var fuldstændig ok med ham. Jeg havde ikke ladet ham træde ind over min grænse.
Og det er lige præcis det, jeg tænker, der vi ske, hvis vi alle begynder at melde ærligt og autentisk ud. Vi bliver ikke så irriterede og begynder at komme efter hinanden, for ofte handler irritation om, at vi ikke fik sagt fra, ikke stod op for os selv eller lod vores grænse overskride.

Derfor ønsker jeg, at vi alle står ved os selv - men på en kærlig og autentisk måde, for grundlæggende tror jeg på, at vi alle ønsker og har brug for samhørighed, fællesskab, nærhed og kærlighed. Og jo mere vi passer på os selv, jo mere har vi at give ud til verden heart emoticon heart emoticon heart emoticon